
Morgensang
28. marts
2020
Her i corona-tiden sender vi Morgensang med Phillip Faber 9.05 på hverdage og 10.03 i weekenden på DR 1 og P2. Der er en særlig sendeplan i påsken. Tak for alle de overvældende mange positive reaktioner. Hold skruen i vandet og pas godt på hinanden. Jeg glæder mig helt enormt til at lave koncerter med DR Pigekoret igen på den anden side.
To uropførelser
2. marts
2020
På søndag løber den første af DR Pigekorets tre forårskoncerter af stablen i Holmens kirke. Vi uropfører bl.a. to værker af Line Tjørnhøj og Louise Alenius, som vi glæder os til at præsentere. Koncerten bliver optaget og sendt på P2.
12,5 times højskolesangmaraton
11. januar
2020
I morgen går det løs – vi sender "Live fra Højskolesangbogen" fra kl. 10 om morgenen til 22.30 om aftenen på DR 2. Mathias Hammer og jeg er værter de første fem timer, hvor vi sender fra Kolding Bibliotek, og så dukker jeg op igen kl. 21 fra Brorsonskirken i København.
Godt nytår!
2. januar
2020
Foruden koncerterne med DR PigeKoret byder 2020 på en ny sæson af Den Klassiske Musikquiz – fra i år på DR 2 – koncert med Aalborg Symfoniorkester, DR 1-serien Grænseland, Live fra Højskolesangbogen d. 12. januar, koncerter med DR VokalEnsemblet og en turné til Japan med DR PigeKoret.
Glædelig jul!
24. december
2019
DR PigeKorets Jul bliver sendt på P2 i dag kl 16 og kan ses på DR K d. 25. december kl. 20. Den 31. december sender DR 2 en nytårsspecial af Den Klassiske Musikquiz kl. 19. Glædelig jul!
Danmark Synger Julen Ind
1. december
2019
Det er blevet første søndag i advent, og i aften synger bl.a. DR KoncertKoret og DR JuniorKoret julen ind på DR K live fra DR Koncertsalen. Fra næste år sendes programmet på DR 2, hvor vi også lancerer en nytårsspecial af Den Klassiske Musikquiz først i det nye år, som vi optager i morgen. Glædelig december!
Turné i Californien
12. november
2019
I denne uge er jeg på turné med DR PigeKoret til Californien, hvor vi skal lave koncert med Den Danske Strygekvartet i Santa Barbara og indspille med bandet RHYE i Hollywood. Hold øje med korets facebook, hvor der kommer film fra turen. Koncerten med strygekvartetten kan høres på P2 d. 26. november kl. 19.20.
Den Klassiske Musikquiz
19. august
2019
I denne uge optager vi otte programmer til en ny sæson af Den Klassiske Musikquiz, som bliver sendt til efteråret på DR K. Det bliver dejligt at se de veloplagte deltagere igen og præsentere dem for nye runder, der som altid spilles af DR SymfoniOrkestret.
Eurovision Choir 2019
3. august
2019
Her til aften kommenterede jeg Eurovision Choir 2019 sammen med grandprixmesteren Ole Tøpholm på DR1. Stort tillykke til det danske kor Vocal Line fra Aarhus, der vandt konkurrencen foran ni andre kor fra hele Europa.
Sommer
30. juni
2019
Næste uge dirigerer jeg korkursus på Grundtvig Højskole, og derefter er der sommerferie – dog med et par værker, der skal skrives færdig. Vi ses på den anden side.
Sankt Hans med Aalborg Symfoniorkester
4. juni
2019
DR PigeKorets midsommerkoncerter i DR Koncertsalen er vel overstået og bliver sendt på P2 og DRK i den kommende tid (se kalenderen), og om et par uger tager jeg til Aalborg for at dirigere Aalborg Symfoniorkester til Sankt Hans.
DR VokalEnsemblet i Struer
18. maj
2019
Det meste af næste uge genbesøger jeg Struer sammen med DR VokalEnsemblet, hvor vi holder workshops for erhvervsledere og for skoleklasser, workshop med lokale kor og koncert i Struer kirke.
Podcast
12. maj
2019
Min talk "Kunsten af dirigere en kulturændring" fra DR Deler er nu tilgængelig som podcast (klik her). I den kommende tid besøger jeg Struer sammen med DR VokalEnsemblet, og DR PigeKorets traditionsrige midsommerkoncerter løber af stabelen i DR Koncertsalen.
DR Deler
24. april
2019
I dag holder jeg oplægget "Kunsten af dirigere en kulturændring" som en del af DR Deler. Læs mere her. Den kommende tid byder på foredrag i Gentofte og Kolding og koncert med DR VokalEnsemblet i Roskilde.
Øjenhuler
1. marts
2019
DR PigeKorets forårskoncerter i Holmens kirke er nært forestående og byder på musik af de amerikanske komponister David Lang og Caroline Shaw, danske salmer og en uropførelse af mit værk "Øjenhuler" til tekster af Tóroddur Poulsen. Koncerten bliver også sendt på P2.
Foredragsturné
30. jan
2019
I denne uge er jeg på foredragsturné i Vendsyssel. Jeg kommer til Brønderslev, Skagen, Sæby, Hjørring, Vrå og Frederikshavn i syv foredrag på fire dage. Se mere i kalenderen og læs om foredraget her.